Velkommen til denne del af min hjemmeside. Det er her I kan finde min historie. Det er her jge fortæller jer det om mig, jeg mener måske har en relevans, i forhold til det I sikkert leder efter på denne side. Leder efter ved MMA. Eller bare generelt vil have god læsning - forhåbentlig da 
Første gang i buret
Jeg vil godt gøre opmærksom på at min beskrivelse af min modstander ikke på noget tidspunkt er ment at skade personen eller på anden måde være grinagtig mod hans person. Historien er skrevet i et farverigt sprog, kun med det formål at gøre historien endnu mere interessant for læseren. Bær over med mig, tak!.... Undskyld på forhånd
På gulvet… opvarmningen foregår sammen med mulen. Koncentrationen er svær at fast holde for kampen optager hele mit sind…. Jeg tænker kun på at komme ind og kæmpe.
”knnnzzzz….” skridtet på mine hørbukser sprækker – nok fordi Morten, jeg varmer op med er en tung fyr. Jeg tager dem af. Egentlig er der heller ikke mere brug for dem – jeg er ret varm. De sidste små justeringer på kemura fra guard bliver foretaget. Nu er det tid. Runner’en Ali kommer ind og fortæller det er snart – jeg skal til at blive klar, heh som om jeg ikke allerede var det, bortset fra at de skinner og handsker man havde fået lovet skulle være til rådighed, slet ikke var til rådighed, så vi måtte låne dem fra den kamp der netop var overstået…. Skinner og handsker ankommer til blå omklædningsrum, der hvor opvarmningen foregår. Der hvor jeg er tilknyttet. Mulen og Claus montere kamp-udstyret der er badet i nykværnet sved på mine ben og hænder…. Ali stikker hovedet ind og spørger atter en gang til min disposition…. Vi mangler kun at få tapet skidtet fast til mine legemer…. Ali stikker endnu en gang sit hoved ind. Nu er jeg klar. Jeg løber ud af blå omklædningsrum og hen til det sted jeg skal vente til jeg er blevet introduceret af ring announceren. Mit navn bliver kaldt med en lille smule info om mit ophav. Intrance musikken sættes i gang, dog ikke den musik jeg havde forlangt, men ikke noget jeg tænkte videre over. Jeg sætter i løb de få meter der er op til buret og koncentrere mig om ikke at snuble op ad de to trin der er op til buret og gøre mig selv til en klovn. Ville være pinligt foran de mange tilskuere.
Jeg står nu oppe i buret. Er det sådan det føles at stå foran flere hundrede mennesker med fokus på dig og med skarpe spotlights lysende i øjnene? Det er en sær følelse, at være i fokus – få den opmærksomhed som man gør i kraft af det er dig og din modstander der skal stå for underholdningen. Det er en dejlig følelse – jeg elsker opmærksomheden. Jeg lader mit blik panorere gennem hallen, fra mit hjørne i buret, der få minutter senere skal fungere som ”crime-scene”, får jeg øje på mine klub kammerater der alle er store smil – det giver x-tra energi at se og høre de medrejsende SFA’ere heppe på en – en superstøtte. Tak gutter.
…. Mark ”the pitbull” Russell lyder det fra ring announceren og op mod buret kommer min modstander- der i dagens anledning har valgt at være sær. Hans intrance er stik modsat min; En hætteklædt latino havnearbejder bevæger sig op mod buret - stille og roligt. Han har valgt en form for gotisk heavymetal til intrance musik lige for at understrege at han ikke er som alle andre – og jeg må sige han i samarbejde med sin genetik gør et fremragende arbejde.
Mark træder op i buret, hvor han med det samme smider overtøjet – vi har en hurtig dyst; Hvem har flest tatoveringer? Det er en lige kamp men jeg tror Mark trækker det længste strå. Tilstedeværelsen af ham, det er meningen jeg skal besejre på den ene eller anden led har ingen virkning på mig. Om jeg er nervøs og bange? Nope – jeg føler intet. Jeg har næsten ikke haft en eneste sommerfugl på noget tidspunkt på dagen. Jeg er meget sikker på mig selv og kan ikke vente på at komme i gang med kampen. Det faktum han er det ældre end mig – 13 år – giver mig bare endnu mere motivation til at give den gas!
Carl Otto kalder os begge hen til midten af buret, giver den sædvanlige smører om at kæmpe rent og al den snak – som for de fleste er en selvfølgelig; vi er her jo kun for at banke hinanden – ikke dræbe. Jeg sender mark et længere varende blik som bliver gengældt. Vi går til hvert vores hjørne af buret. Carl Otto sætter kampen i gang.
Op med paraderne. Ind til din modstander. Gør alt for at slå ham ud. Det er i al fald fremgangsmetoden, men det ikke skal gå som det er tænkt er an anden sag. Jeg ligger ud med middle-kick som bliver besvaret et jab der ikke rammer. Jeg angriber. Mark forsvarer med et slag og forsøger at tage ryggen på mig. En refleks fra min bryder-tid overtager styringen og jeg vælger i ren iver at kaste ”the pitbull” i gulvet og lander en smule uheldigt. Vælger derfor at ligge mig på ryggen med front mod Mark. Ikke den bedste start, men jeg er en fighter og kampen er blot startet. Jeg forsøger at holde ham på afstand med benene men det lykkes ham at komme forbi mine ben og tildele mig et par fuldtræffere. Jeg kommer op og sidde på hug, hvor Mark pounder det bedste han har lært ind i siden af mine parader. Nu bliver det for ensformigt og jeg kan uden besvær rejse mig op. Mark svinger mig til siden. Jeg giver ikke ved havelågen og angriber igen – først et highkick der åbner op og sender en masse slag af sted med knolden af Mark. Der er næsten succes ved angrebet for mark begynder at vakle på sine ben. Jeg sætter nærmest i løb hen mod ham og starter hvor jeg slap: slag, slag og slag, men Mark går frem og får mig taget ned. Jeg ligger nu på ryggen. Jeg forsøger og får guard – en position jeg føler mig meget tryg ved og en position jeg er bedst fra. ”Submission Glenn” lyder det fra Claus – der multi tasker ved at filme kampen og samtidig coache mig og fortælle Morten hva’ han skal råbe – et super sammenarbejde. Jeg følger Claus’ råd og forsøger en armbar fra guard, men mark er en stærk modstander og han forsvarer sig godt. Havde kampen udelukkende været en submission wrestling kamp, ville jeg have haft nemmere ved at forsøge på flere submission. Men nu er gamet et andet. Der er slag på gulvet.
Efter en smule roden rundt på gulvet, kan jeg atter en gang rejse min uden det vilde besvær. Vi ender i clinch, Mark prøver et knæ – som jeg parrer med mit ben og counter med et slag til maven. Det virker. Clinchen bliver opløst – jeg sender et par slag af sted og rammer, men uden den vilde effekt.
Vi cirkler rundt om hinanden i buret. Mine lunger er ved at sprænges. Det er på dette tidspunkt man lærer, hvor vigtigt det er med god kondi, hvis man gerne vil deltage i kampe uden for klubregi.
Kom nu – slå mig ud. Eller endnu bedre endnu – lad mig slå dig ud. Jeg er træt og ønsker en afslutning på kampen. Man har lyst til at opgive uden kamp. Men det er en dum tanke der hurtigt bliver forkastet. Jeg er en fighter og jeg har al for meget stolthed til at give op uden kamp. Jeg bider smerten i mig og kæmper videre. Fuck ja….
SMÆLD! Jeg sender Mark et lowkick. SMÆLD! Og et til. SMÆLD! Og et til. Hvert spark giver et smæld fra sig, der indikere jeg rammer Mark. Ud fra lyden at dømme skulle man tro, det ville gøre nas at blive ramt af de spark. Mark’ ansigt siger noget andet. Mark holder samme mimik hele kampen igennem, trods utallige lowkicks med 100% træfsikkerhed. Botox er min første indskydelse.
Er Mark Botox junkie? Eller kan bare tåle tæv af den slags. Lige meget hva det skyldes, syntes mine spark ikke til at virke på ham.
Nu begynder det at blive svært at huske hvad mere sker i denne første runde. Men jeg slutter runden ”godt” af, ved at sende et knæ af sted mod Mark– med hans skridt som direkte modtager.
Jeg står nu i mit hjørne af buret. Claus analyserer første runde. Konkludere. Giver mig instrukser til hvad jeg skal i givne situationer – fx når jeg får slag, bliver træt og ikke orker at flygte mere for derefter at pakke mig. Uppercut. Uppercut er løsningen – når jeg pakker mig og Mark slår løs, skal jeg uppercutte. Det er mit defense.
Anden runde begynder. Morten starter hvor han sluttede – og forsætter med råbe.”SPARK HAM NU FOR HELVED”, Morten er vildt entusiastisk. Man kan ikke ønske sig bedre cornerman. ”Ikke bande, det giver dårlig stemning i hallen”, lyder det fra Claus der agere moderator. Jeg lowkicker. Mark slår. Sådan går anden runde i korte træk. Vi går tiden ud og kampen afgøres ved dommerstemmer der falder til Mark’ fordel.
Trods nederlaget er jeg utrolig veltilfreds. Tilfreds fordi; nu er det overstået - tak skaber, jeg blev ikke stoppet før tid, jeg kunne holde tiden uden. Jeg har nu prøvet noget, de færreste tør. Jeg endelig fået en kamp – hvilket jeg egentlig troede jeg aldrig ville få.
Jeg har nu fået taget benskinnerne og handskerne af. Det første jeg tænker på er bare at komme ned til tilskuerrækkerne. Der sidder min dejlige kæreste. Det at hun tog med, overværede kampen. Det hun var der for mig – var en utrolig god støtte. Tak skat.
Jeg sidder nu ved Sacha. To flinke herre der sidder bagved klapper mig på skulder og siger ” godt kæmpet”. Jeg vender mig. Jo tak. Sikke en overraskelse. Jeg kender ikke de to fyre, men de har lagt mærke til mig. Rart. ”Du har gode spark” forsætter de, hvilket jeg egentlig også selv syntes der var et par af, men det var rart at andre end selv og klubkammerater ligger mærke til den slags. Blåstempling.
Stævnet er slut. Jeg har været i bad. Jeg har ringet rundt og fortalt resultatet, med mine forældre som de første på listen. Min mor var jo slet ikke glad for at hendes søn skulle ned til Odense og tæves. Jeg vender tilbage til tilskuerrækkerne og Sacha. Mit hoved er totalt forslået – jeg har et mindre cut under venstre øje, og hele venstre side af mit ansigt er dekoreret af blå fartstriber. Mark har tydeligvis brugt sin højre hånd flittigt. Mit hoved dunker stadig fra kampen. Sært at jeg er stolt over alle de blå mærker der har forplantet sig i mit ansigt.
Det er en super oplevelse, og jeg kan kun anbefale det….
Ahimsa
Uno